Stor laks til Simon!

Efter regnen er der kommet friske fisk langt op i Kongeåen.
Simon var heldig og fangede denne fine hunlaks på 80 cm og godt 5 kg på VOSFs fiskevand ved Halmstakken.
Så er der STOP for hjemtagelse af store laks i Kongeåen og Vejen Å.
Dog må der stadig hjemtages 4 laks uanset størrelse på B-vand, og der må desuden hjemtages små laks op til og med 73 cm.

Pas på linestumper og kroge ved åen

Pas på linestumper og kroge ved åen

Der har for nylig været en uheldig hændelse ved Kongeåen, hvor et græssende dyr fik viklet en længere stump line om et ben samt en krog i halehårene. Heldigvis blev det hurtigt opdaget, og dyret nåede ikke at blive skadet.

På den baggrund vil vi fra bestyrelsen kraftigt opfordre til, at vi alle passer på ikke at efterlade linestumper, kroge eller andet affald, som kan skade dyrene. Hvis du alligevel finder affald ved åen, så tag det med til den nærmeste skraldespand.

Bestyrelsen for VOSF

Stor laks kom i nettet ved Halmstakken.

 

Her til aften fangede Jens Fahrendorff den første af de 2 store laks, som må hjemtages fra VOSF’s fiskevand.
Jens fortæller: “En kort tur ud på VOSF’s vand efter eksamenslæsning gav gevinst. Efter en nervepirrende fight med flere hop over grøde og op i sivene gled den første laks fra K4 ned i nettet”.
Laksen er 92 cm og vejer 7,7 kg, og den er fanget ved Halmstakken.
Stort tillykke til Jens.

Åerne åbner igen!

Så er der ikke længe til, at åerne på lørdag den 16. april åbnes for fiskeri efter en lang vinterpause. Vi glæder os til at mødes ved åen, at få en snak og måske se et par flotte premierefisk.

Inden du starter fiskeriet, er det vigtigt, at du har styr på de regler, der gælder, især i forhold til laks. Husk især at klemme modhagerne ned på alle kroge og at bruge cirkelkrog, hvis du fisker med orm.

Desuden minder vi om, at alle mellem 18 og 67 år skal medbringe et gyldigt fisketegn (se www.fisketegn.dk).

Når sæsonen er i gang, er det vigtigt, at du holder øje med laksekvoten, inden du tager på fisketur.
Vi har en særlig kvote i VOSF på 2 store og 2 små laks, som må hjemtages, selv om der bliver meldt stop på fælleskvoten for Kongeåen. Hvis du er i tvivl vedr. kvoten, så kontakt Simon, mob. 21 79 22 30, for at få mere info.

P-gruppen – Lystfiskerparadiset, Egtved

På tur til Lystfiskerparadiset, Egtved!
Kalle, Kaj, Ole, Arthur, Jan, Mogens og undertegnede.
Vi startede 7 mand i gråvejr, efterfølgende af sol og varme.
Rigtigt godt område med 4 søer. Jeg endte op med 3 stk. mellem 1,5 og 2,2 kg. Arthur fangede en på ca. 1,8 kg. Desværre må de øvrige fiskere prøve en gang til 🙂

Poul alene ved Borre Knob

Fantastisk vejr ved Borre Knob – udkanten af Horsens Fjord med udsigt til Snaptun og Årø. Fiskede der nogle timer i går. Liv helt inde på det flade vand – en del små kutlinger. Havde et godt hug kun 5 m fra mig. Den røg af, men viste dog at der var liv og at temperaturen var høj nok til et øget liv på lavt vand.

Uheldigvis blev et lille hul på højre støvle større, så jeg indstillede fiskeriet.
Vandet var ikke så varmt, at det var behageligt i støvlen!

Generalforsamling 2021

Der indkaldes til ordinær generalforsamling på Baungårdsvej 2 (Gl. skole) i Vejen

Mandag d.07. februar 2022 kl. 19:00

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning.
  3. Aflæggelse af regnskab.
  4. Indkomne forslag.
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer: på valg er:
    Micheal Deacon (Modtager genvalg)
    Henning Knudsen (Modtager genvalg)
    Jens Kristian Bech (Modtager genvalg)
  6. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
  7. Valg af 1 revisor: på valg er Jan Thorsted
  8. Eventuelt.
  9. Underholdning: DTU AQUA: Finn og Henrik fortæller om ørred og laks i Denmark og Kongeåen.

Forslag

Forslag til generalforsamlingen skal være bestyrelsen
i hænde senest 14 dage før den ordinære generalforsamling
dvs. d.24. januar 2022.

Medlemsoplysninger

Vi mangler stadig e-mail adresser på flere medlemmer, gå ind på www.sportsfiskeren.dk og ret evt. dine data, så vores medlemsliste er opdateret med alle oplysninger. Vi udsender nyhedsbreve via de data, som du selv har opgivet!


Knæk og bræk!
Bestyrelsen.