Juniorerne på fisketur til Kolindsund.
Så var
weekendturen en realitet. Otte juniorer havde tilmeldt sig og fordelt i
fire biler kørte vi i samlet trop til Grenaa fredag eftermiddag.
Juniorerne fiskede gratis på ”udvekslingskort” med juniorafdelingen i
Grenaa og Omegns Sportsfiskerforening. Vi indlogerede os i tørre og
varme omgivelser på ”Enslevgården”. Lige op af fiskevandet, som der
hedder Kolindsund nordkanal.
Fredag
blev der tid til en times fiskeri og herefter satte vi os til
fluestikket og bandt ”havørred fluer”, samt lagde slagplaner for næste
morgens fiskeri. Lørdag morgen kl. 06.00 var alle oppe og nogle var
endda allerede ved vandet. Henad klokken 08.00 skulle vi mødes til
morgenmad og her viste det sig at Dennis Hynkemeier, præcis som sidste
år, kunne præsentere turens første havørred.

Dennis.
Det gav
blod på tanden og der blev fisket intenst frem mod middag. Det var dog
ikke alle der fiskede havørred. Over middag skulle vi på geddefiskeri og
derfor gik nogle af os ned til den lokale sø og fiskede agnfisk i form
af aborrer og skaller. Der blev hevet rigtigt mange fisk op af søen !!
Ved middagstid var status således, at mange havde fanget fisk og Dennis
havde fanget endnu en havørred !! Eftermiddagen tilbragte de fleste ovre
i sydkanalen hvor gedderne skulle overlistes. Agnfisk havde vi jo nok
af. Det blev en svær øvelse. Gedderne var ikke rigtigt i humør, men det
lykkedes både Matthias og Jonas at overliste et par smågedder.
Hjemme på Enslevgården til aftensmad kl. 17.00. Her havde Ghita og Zette
tryllet med råvarerne og køkkengrejerne og kunne tilbyde lækker
aftensmad til alle. Der var god afsætning af maden efter de mange timers
fiskeri. MEN dagen var ikke omme endnu !! Efter oprydning gik turen op
til Fannerup, hvor vi sidste år så flere havørreder springe i
skumringen. Vi så da også nogle stykker i år, men klart vejr og fuldmåne
er ikke lige ”havørredvejr”, så vi måtte forlade åen uden aftenfangst.
Efter
indtagelse af sodavand, chips og hjemmebagt kage livede nogle op og
ville på ålefiskeri henne ved søen. Andre havde brændt krudtet af og var
blevet stille inde i ”sovesalen”. Kurt tog med ålefiskerne til søen, men
de var nu kun væk en times tid, så søgte de også ly for natten.
Søndag
morgen var der kun få ”morgenfriske” og formiddagen gik med fiskeri i
Kanalen efter havørred og gedde, samt i søen efter aborre og skaller. Da
vi mødtes til spisning, oprydning og afrejse havde Dennis igen fanget en
havørred!!!! Dennis har nu overtaget navnet ”Skarven” efter hans far
der sidste år var næsten lige så dygtig. I alt fangede vi 4
havørreder, to gedder, et stort antal aborrer og skaller. Og så
selvfølgelig de obligatoriske mistede fisk, som af den ene eller anden
årsag ikke ville med på land.
Tak til
Mads, Mikkel, Rasmus, Jonas, Dennis, Matthias, Per og Jesper fordi I er
så ihærdige fiskere og gode kammerater. Og tak til Jørn og Ghita, Kurt
og Zette, samt Bent for jeres store hjælp med arrangementet. Vi ses til
næste års weekendtur.
Flemming Sørensen
|